23948sdkhjf

Dusinvis af lovbrud fundet hos landsdækkende burgerkæde

Fødevarekontrollen har efter en større razzia hos kæden Burger Shack fundet store problemer, skriver eb.dk.

Ifølge Ekstra Bladet har en razzia foretaget af Fødevarekontrollen hos den landsdækkende burgerkæde Burger Shack afsløret store problemer og lovbrud.

Det drejer sig om alt fra dårlig behandling af fødevarer til stærkt misvisende markedsføring. Kædens udsagn om sig selv er ifølge Fødevarekontrollen på en lang række punkter misvisende.

Burger Shack har skrevet, at deres bøffer bliver lavet om natten, så de er helt friske til næste dag. Men det passer ifølge eb.dk ikke.

Fødevarekontrollen fandt ifølge netavisen både frosne bøffer og bøffer, der havde ligget i op til seks dage. I nogle tilfælde var kødet også opbevaret for varmt.

Desuden har kæden ifølge myndighederne markedsført sig med, at deres bøffer indeholder Wagyu-kød, der er kød af særligt høj kvalitet.

- Det er klart vildledende, når direktøren og en kok i en video står og blander en tredjedel af det dyre Wagyu-oksekød i kød til burgerbøffer, for faktum er, at der kun er én procent Wagyu i.

- Direktøren har i anden anledning oplyst os om, at indholdet af Wagyu er 7-15 procent, hvilket heller ikke er sandt, siger chef for Fødevarestyrelsens rejsehold Michael Rosenmark til Ekstra Bladet.

Desuden har kontrollen fundet konventionelle grøntsager og udenlandske råvarer, selv om Burger Shack skriver, at alt er økologisk lokalt.

Samtidig beskriver Ekstra Bladet en lang række kritisable episoder med fødevarer, der er blevet opbevaret ved for høje temperaturer.

- Vi har ikke været grundige nok i de her tilfælde, vi lægger os ned, det er en fejl. Det beklager vi, og det skal vi selvfølgelig sørge for ikke sker igen, siger Christoffer No Kjærholm, direktør for Burger Shack, til TV2.

Burger Shack, der har over 15 restauranter landet over og flere på vej, har tidligere fået sure smileys fra myndighederne.

Tidligere i juli skrev Horsens Folkeblad, at restauranten i Horsens fik en sur smiley og fik destrueret 62 kilo kød, der var opbevaret langt varmere end tilladt.

Burger Shacks restauranter er helt eller delvist ejer af anpartsselskabet BS Q Restauranter, der igen er ejet af aktieselskabet Food Alien, der igen er ejet af Qasem Ziar.

- Vi adskiller os ved, at vi bygger på nogle stærke værdier som økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed, sagde han i december i til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092